I Taranto lever man i dag med konsekvenserne af stålproduktionen. Mange har forureningen tæt inde på livet.
Inden for en radius af 20 kilometer fra stålværket må der eksempelvis ikke drives landbrug, efter at man i 2008 fandt store mængder af giftige dioxiner i fødevarer, produceret i området omkring Ilva.
48-årige Vincenzo Fornado drev indtil 2008 et landbrug tre kilometer fra Taranto, men måtte lukke det på grund af forureningen. Både han og hans afdøde mor har været syge af kræft.
Vincenzo Fornado og hans familie har ekspertudsagn, der påviser, at forureningen fra Ilva er den direkte årsag til giftstofferne i deres fødevarer.
De har tilsluttet sig et privat søgsmål mod Ilva, hvor der kræves sammenlagt syv millioner euro i erstatning for skader og tab.
Allerede i 1990, få år inden stålet til Storebæltsbroen blev produceret, advarede de italienske myndigheder om, at en miljøkatastrofe truede i Taranto.
Advarslerne blev gentaget i 1997 og 1998, hvor Storebæltsbroen åbnede. Ilva blev udråbt som den største trussel mod miljøet i området, men det fik ingen konsekvenser.
Det fik heller ingen betydning for Ilvas status som underleverandør til byggeriet af Storebæltsbroen.
Vi har talt med nøglemedarbejdere i byggeriet af broen og fået aktindsigt i alle tilsynsrapporter og referater fra de mange danske kontrolbesøg på stålværket Ilva. Her var der fra dansk side kun fokus på stålets kvalitet.
- Når jeg ser billedet af broen, kan jeg ikke undgå følelsen af, at i dét stål, er også blodet fra os i Taranto. Det er også blodet fra min familie.
Vincenzo Fornado